Køb fisk fra Færøerne – levering til døren!

Grillet rødfisk

Grillet rødfisk

Christina Damgaard-Sylvest
Grillet rødfisk med mangosalsa og bbq-majs.
Fisk kan være nervepirrende at tilberede på grillen, og mange har oplevet at den klistrer sig ubehjælpeligt fast på grillristen og enten går totalt i stykker, eller bliver gennemstegt og tør. Hvis man husker på disse enkle regler, er man dog sikker på succes foran grillen.
1) Grillristen skal være så varm som muligt, – skru helt op for gassen, eller læg risten lige over kullene.
2) Umiddelbart inden fisken skal stege, rengøres grillristen meget grundigt med en grillbørste af metal og smøres derefter med olie. Man kan bruge køkkenrulle eller en ren klud til at smøre olien på.
3) Fisken duppes så tør som muligt med køkkenrulle. Krydr derefter med salt og peber, og pensel med rigeligt olie.
4) Start med at stege på skindsiden, og lad fisken ligge til den selv slipper risten. Skindet beskytter det fine kød mod varmen, og det må godt branke. Når man steger fisk uden skind, starter man med at stege på kødsiden, da den så får de pæneste grillmærker til at vende opad når man anretter.
5) Tag fisken af et par minutter inden du mener, den er gennemstegt – den trækker færdig de næste 5 minutter efter den er kommet af grillen. I det hele taget er det godt at stege fisk lidt kortere tid, end man umiddelbart ville regne med,- så får man det mest saftige resultat.
Sæson: sommer
Tilb. tid 45 minutter
Samlet tid 45 minutter
Ret Hovedret
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Mangosalsa

  • 2 stk mango
  • 1 rødløg øko
  • 1 agurk øko
  • 3 lime øko
  • frisk chilli vælg stærke eller milde, alt efter hvad du kan lide
  • 1 bundt koriander eller mynte alt efter, hvad man bedst kan lide

Bbq-majskolber

  • 4-8 stk friske majskolber
  • 1 spsk smør pr. kolbe
  • 1 fed hvidløg pr. kolbe
  • 1 spsk Bbq-sauce pr. kolbe brug din yndlingssauce – jeg er glad for Sweet Baby Rays

Sådan gør du
 

  • Start med at tage blade og ”fimrehår” af de friske majskolber.
  • Hvidløget hakkes fint.
  • Gør majspakkerne klar: Læg to lag folie, der passer i størrelsen til at kunne pakke majskolberne ind på køkkenbordet, og oven på dem et stykke bagepapir. Læg en kolbe på hvert stykke bagepapir, og fordel bbq-saucen, hvidløget og smørret ovenpå. Pak majsen grundigt ind i folien – der må ikke være huller, hvor sauce osv. kan løbe ud. Majs-pakkerne lægges på grillen et mellem-varmt sted, og damper/steger til de er møre – omkring 15 minutter. Vend pakkerne flere gange undervejs.

Mangosalsa

  • Mangoen skæres i tern på omkring 2×2 cm. På YouTube findes mange god videoer om, hvordan det gøres lettest.
  • Læg mangoen over i en skål, og riv skallen af 1 lime fint over. Pres saften over også. Rødløget hakkes fint og kommer over i skålen.
  • Korianderen eller mynten skylles og hakkes fint. Over i skålen.
  • Agurken deles på langs, og kernerne skrabes ud med en teske. Del agurkerne i lange strimler, og skær dem derefter i små tern. Over i skålen.
  • Chilien skæres i meget små tern. Fjern evt. kernerne, så bliver chilien mindre stærk. Smag til med chili, sukker, limesaft og dryp med god olivenolie.
  • Den sidste lime skæres i både, og lægges på en lille tallerken. Den skal bruges til fisken.

Fisken

  • Skæres i portionsstykker, duppes grundigt tør med køkkenrulle, krydres med salt og peber og pensles grundigt med olie.
  • Grillristen varmes op til max. og rengøres med en grillbørste. Smør den grundigt med olie. Fisken lægges på grillen og steger til den slipper risten. Vend fisken om og lad den ”kysse” grillen et par minutter, alt efter hvor tykke stykkerne er, og tag den så fra varmen.
  • Pas på ikke at give fisken for lang tid: den steger videre, efter den er kommet af grillen. Dryp lidt limesaft over fisken, og lad den hvile 5-10 minutter på en lun tallerken.

Anretning

  • Servér majsen på et fad sammen med fisken og giv mangosalsaen samt en skål Bbq-sauce til ved siden af. Husk rigeligt med servietter til majsen, og evt. også nogle ”majsholdere” til at stikke ind i enderne af kolberne – de er dejligt snaskede! En stor, grøn salat er også godt at servere til retten.
Keyword færøsk fisk, fisk fra færøerne, fisk på grill, gode råd, linefanget fisk, opskrift, opskrift på rødfisk, rødfisk

Norðfra ønsker dig god appetit!

Hvis du har kommentar til vores produkter, hører vi meget gerne fra dig på info@nordfra.com