Beskrivelse
Paneret kuller
Paneret kuller uden skind og ben. Paneret kuller er den mest anvendte fisk til den populære engelske ret Fish and chips. Den anvendes også til burgere, hvide kartofler, til smørrebrød og salat.
Paneringen er IKKE glutenfri. Vi anbefaler allergikere at bestille almindelig kuller, som de selv panerer.
Tilberedes direkte fra frost 6-8 minutter i smør/olie på hver side på varm pande eller i friture. Tilsæt salt og peber efter behag.
Sådan leveres paneret kuller til dig
Når du modtager vores kullerfileter, er de dybfrosne, rige på næringsstoffer og smag. Det, at fileterne er enkeltfrosne, gør det nemt for dig at tage det antal op, som du har brug for og tilberede dem direkte fra frost. På denne måde har du altid nem, velsmagende og næringsrig mad i huset – også når der kommer uventet besøg.
Fileterne er pakket i plastik inden i en æske efter Fødevaremyndighedernes anvisninger.
Er portionen for stor?
Mindre portioner paneret kuller kan købes ved bilen på torvedagene – og som regel har chaufføren også disse portioner med på turene rundt i landet.
Vores forhandlere har også paneret kuller i mindre portioner á 450 g og almindelig kuller uden panering á 600 g i deres sortiment.
Skånsom og bæredygtig fangst
Kulleren er linefanget ved Færøerne. Det betyder, at den er fanget på krog og ikke trawlfanget. I korte træk er historien denne:
Fiskekutterne sejler ud tidligt om morgenen med langliner, hvor maddingen er sat på krogene med håndkraft.
Linerne er op imod en halv kilometer lange og har en krog for hver to meter. Efter nogle timer hiver fiskerne linerne ind igen og tager fiskene af krogene, én ad gangen.
Fangsten sejles til Leirvík, hvor den forarbejdes, lynfryses og pakkes.
Derfor er den så frisk, når du lægger den på din tallerken.
Paneret kuller er en vare, som færinger kender og bruger meget, både privat og på øernes restauranter. Kødet er magert, fastere end torskens, hvidt, velsmagende og rigt på selen.
Lidt om kuller
Kuller er en god fisk, fin i kødet og hvid i farven, især når den er linefanget.
Anvendelsesmulighederne er utallige og her i firmaet forhandler vi både kullerloins, kullerfileter, paneret kuller og fiskefrikadeller lavet på kullerfars. Tjek vores opskrifter med kuller og paneret kuller her: https://test.nordfra.com/opskrifter/kuller
Kulleren er kendetegnet ved en mørk linje på siden og en mørk plet over brystfinnen og en lille skægtråd. Den er en bundfisk, i familie med torsk og trives bedst på dybder fra ca. 10-200 m. Fra det dybe vand omkring Færøerne bliver den primært fanget med langliner. En kuller kan blive 20 år, op til 100 cm lang og veje op til 14 kg.
Næringsindhold pr. 100 g. paneret kuller:
kcal 107
protein 13,3 g
kulhydrat 12,3 g
fedt 0,4 g